6. titel i serien Årsager og virkninger, der sobert og dybtgående behandler historiske og sociale problemstillinger. Dette bind kan læses med udbytte fra omkring 15 år og anvendes i historie, samfundsfag og som baggrund for projektopgaver eller individuelle opgaver. Bogen starter med relativt korte afsnit om slaveriet i Amerika, borgerkrigens politiske baggrunde og forholdene i tiden op til Borgerretsbevægelsens formelle oprettelse i 1910. Tiden efter 1945 fylder dog mest med de begivenheder de fleste midaldrende danskere husker så godt med navne som Rosa Parks, Martin Luther King, George Wallace og John F. Kennedy. Udviklingen føres op til i dag. Teksten er sat i en bred spalte, og teksten er støttet af velvalgte illustrationer i sort/hvid og farve. I den brede margin er placeret billedtekster og uddybende citater. Der er en god ordforklaring, en tidslinie og et stikordsregister. Bogen giver et godt overblik, ordvalget er objektivt, nærmest lidt kedeligt, og dramatikken i begivenhederne nærmest refererende. Bogen kan bruges sammen med f.eks. Kim M. Hansens Ku Klux Klan fra 1989 og to bøger med titlen Martin Luther King af Søren Matstrøm fra 1994 og Lisbet Vedskov fra 1998.