Billedbog beregnet til en snak om dyr for de ca. 4-5-årige. Forsidens glade dyr signalerer mere sjov bog end fagbog.
Fagbilledbog i forlagsserie. Denne handler om størrelse, hastighed og andre yderligheder i dyreverdenen. Med muntre, karikerede illustrationer i glade farver, med bl.a. farveblyant og papirklip-effekter, vises en lille håndfuld eksempler pr. opslag. Dyrene er langt fra naturtro, men typemæssigt genkendelige som fx fisk, løve, slange. Til slut en lille tegneserie, et tog med alle dyrene i, en miniquiz og en opskrift på en sokkedukke. Teksten er i et tilsvarende let sprog direkte henvendt til barnet. Seriens bøger er inddelt i kategorier og alder. Denne er "natur" og "fra 4 år". De øvrige kategorier er "verden", "aktivitet" og "historie".
Tegnemæssigt er vi tættere på David McKee, fx Elmer (senest 2004), end på den naturtro gengivelse i fx Dyr fra hele verden (2009/13) i serien Min første faktabog. Tidligere bøger i serien har andre forfattere og illustratorer, men bygger på samme koncept, fx Nordpolen & Sydpolen (2011/02).
Bogen indbyder til en hyggesnak om mærkværdigheder i dyreverdenen. Nogle vil nok synes om blandingen af muntre, karikerede illustrationer og et kalejdoskopisk fagligt indhold. Selv synes jeg ikke, den karikerede stil er mest velegnet til at formidle viden om dyr.