Nogle nye brutale mord sætter spørgsmålstegn ved en dømt gerningsmand og agent Trent og retsmediciner Linton må finde gamle sager frem for at komme på sporet af den rigtige gerningsmand. For krimilæsere, der kan tåle barske beskrivelser og holder af et godt udtænkt plot.
Mange år tilbage blev der begået en række brutale overfald og mord på kvinder. Gerningsmanden blev tilsyneladende fængslet, men da en række mord med samme kendetegn bliver begået, må specialagent William Trent og retsmediciner Sara Linton finde de gamle sager frem for at finde spor, der kan lede dem til den aktive gerningsmand. Én af de gamle sager, Trent og Linton gennemgår, blev efterforsket af Lintons afdøde mand, Tolliver, og det bringer gamle følelser frem og sætter Trents og Lintons forhold på prøve.
Bragende god krimi, som er svær at lægge fra sig. Blodige beskrivelser, gennemtænkt plot tilsat lidt romance, og så er man godt på vej til en efterspurgt krimi. Slaughter har i adskillige bøger skrevet om Trent, Linton og Tolliver og hun skuffer heller ikke denne gang. Det anbefales at læse bøgerne fra starten, men de kan læses selvstændigt.
Harlan Coben, Håkan Nesser og Patricia Cornwell er i samme kategori som Karin Slaughter.