En sød, romantisk og meget eventyrlig gendigtning af Grimms eventyr "De hullede sko". Hver nat slider de tolv prinsesser deres dansesko i laser, og friere på stribe prøver lykken med at opklare mysteriet. Hos Grimm må de bøde med deres liv, mens Jane Ray i sit sprudlende rokokoagtige univers lader dem slippe med landsforvisning. Ikke så meget for at være politisk korrekt, men fordi grumheden ikke har plads i denne poetiske eventyrdrøm med skær af venetiansk karneval. Dejlige farverige og fortællende billeder i en overdådig ornamental stil med snirkler og snørkler og ranker og guld, så man kommer til at tænke på Wiinblad. Hos Grimm er historien sært uforløst, idet de 12 forheksede prinser må blive, hvor de er. Også her bløder Ray op og tillader de natlige dansegilder at fortsætte. Det er en meget smuk eventyrbilledbog, som med sin stort udfoldede kjolepragt især vil tiltale pigerne. Ved oplæsning i indskolingsklasserne vil både børn og voksen hurtigt blive grebet af fortryllelsen.