Bøger / skønlitteratur til børn / billedbog

De tre små mænd og den vidunderlige vandkande


Beskrivelse


Billedbog. De tre små mænd og nummermanden laver spas med vandkanden, hvis vand får alt til at vokse i raketfart.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. okt. 2002

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 18. okt. 2002

Storm P. tegnede denne historie allerede i 1921, men den blev først udgivet i 1952 efter hans død. Den gamle udgave er i lille format der ikke yder tegningerne retfærdighed. Nu foreligger alle 24 tegninger i det originale store format. Forsiden har bibeholdt originalens douce farver. Tiden har ikke spoleret Storm P.ś tegneserieagtige billedbog. Historien er den at de tre små mænd får fat i en magisk vandkande, som kan få alt til at vokse. Vandkanden bliver brugt på mange tvivlsomme projekter indtil den til sidst inddrages igen. De tre små mænd og nummermanden hitter på en hel del gale streger der vil more unge læsere også i dag. Billederne er sort/hvide og indrammede og fylder højresiderne. Teksten er nøgtern og konstaterende og i sjov kontrast til de forbavsende ting de sker på billederne. Den står med stor skrift på venstresiderne. I 2002/38 udkom Tusind tak - lille frue!- et genoptryk af nogle af vagabondtegningerne, og i 2001/44 udkom nytryk af episoder med Peter og Ping. Jeg synes det er dejligt, at også moderne generationer kan stifte bekendtskab med Storm P. og hans forunderlige tegninger. Bogen kan bruges til oplæsning og selvkigning fra indskolingen.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. okt. 2002

af

af

Bente Nielsen

d. 18. okt. 2002

Allerede i 1921 tegnede Robert Storm Petersen denne billedbog, som imidlertid først blev udgivet i 1952. Den første udgave var i stærkt formindsket format, hvorimod foreliggende bog er gengivet i den oprindelige størrelse. En sammenligning mellem de to udgaver viser klart, at det oprindelige format yder tegningerne langt den største retfærdighed. Teksten er med få omskrivninger den samme. Robert Storm Petersen, der var stærkt inspireret af amerikansk bladtegning, fortæller her en historie om de tre små mænd og nummermanden. De leger og laver spas med vandkanden, hvis vand får alt til at vokse med raketfart. De tre spasmagere laver, godt hjulpet af nummermanden, sjov med godtfolk og andre, men de hjælper også, hvor der er behov for det. Bogen er karakteriseret ved de sort/hvide tegningers strenge enkelthed, der fornemt er kombineret med de mærkelige, overraskende hændelser. Bogen vil begejstre bedsteforældregenerationen, men næppe nutidens børn, selv om det er én af de mest børnevenlige bøger fra Robert Storm Petersens hånd.