Bøger / skønlitteratur til børn / roman

De uddødes dal


Beskrivelse


Fire teenagere, Jack, Conor, Julia og Qav, tilbringer sommeren på Polarhistorisk Institut på Østgrønland. Her møder de spændende opgaver i form af en glemt vikingebygd og nogle mystiske mammutknogler.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. sep. 2004

af

af

Ulla Møller

d. 29. sep. 2004

En rigtig drengebog for alle fra 10 år og opefter. Bogen er skrevet ind i en klassisk tradition for eventyrlige fortællinger som vi bl.a. kender den fra forfattere som Jules Verne og H.G. Wells. Handlingen udspilles på Østgrønland, hvor hovedpersonerne tilbringer sommeren på Polarnaturhistorisk Institut. Da de fire store børn finder nogle mystiske mammutknogler der efter alt at dømme er yngre, end de burde være, og da den excentriske leder af instituttet søger efter en vikingekoloni på den uudforskede kyststrækning, tager handlingen fart. Det er ren fiktion, men forfatteren afslører et indgående kendskab til grønlandsk kultur. Fodnoter formidler en omfattende viden om Østgrønland, om Knud Rasmussen, om nordiske myter m.m. Samtidig er bogen en fin skildring af venskabet mellem de fire børn. I hjemlandet USA er bogen udkommet på forlaget Perceval Press der ejes af Viggo Mortensen - ja den Viggo Mortensen, hvilket nok gør den særligt interessant i mediesammenhæng. Bogen er illustreret af William Simpson, hvis sirlige stregtegninger understreger tilknytningen til en ældre litterær tradition. Teksten er sat med en ret lille typografi der kræver gode læsere, men bogen, der er den første i en trilogi, er bestemt også egnet til familieoplæsning i de lange nordiske vinteraftner.