De undertryktes pædagogik

Mens man i ny vestlig pædagogisk litteratur stadig kan finde en stærk tro på skolens/uddannelsens muligheder i sig selv uden væsentlig ændring af samfundet (se så forskellige som Glasser, Postman og Weingartner, Illich, Reimer), knytter Freire (skønt gennem CIDOC vel bekendt med de to sidste) en fast forbindelse mellem pædagogik og politik. Hans udgangspunkt som kristen mærkes i hans etiske målsætning: menneskets bestemmelse er at blive fuldstændigt menneskeligt - og i hans syn på revolutionen som en kærlighedshandling. Men hans holdning til praksis er stærkt præget af marxismen (især Mao, Fanon og cubanerne) : dialog og kritisk tænkning: at fremstille virkeligheden som et problem; at bevidstgøre (i modsætning til at indoktrinere) de undertrykte om undertrykkelsen, d.v.s. at problematisere den og skabe mulighed for revolutionær handlen; en dialogisk handlingsteori, hvor de revolutionære ledere befinder sig i en fortsat dialog med de undertrykte, en dialog der eftermagtovertagelsen må fortsætte i en kulturrevolution (jvfr. Kina). Freires bøger bygger på egen praksis med alfabetiseringskampagner i Brasilien og Chile; i dag er han rådgiver for Kirkernes Verdensråd. Hans andet hoved værk Cultural Action for Freedom kommer også snart på dansk. Freires tanker kan vi på europæisk grund møde tilnærmelsesvise paralleller til hos den kritiske teori, således hos Erling Dale Pedagogikk og samfunnsforandring (72.50.30) - og varmt inspirerende i den pædagogiske debat, hvor viljen er at bygge undervisning på de undervistes forudsætninger og gennem bevidstgørelse sætte dem i stand til at ændre deres og samfundets vilkår. For alle biblioteker med pædagogisk/politisk litteratur.

Læs hele vurderingen