Her er endnu en god roman i slipstrømmen af Da Vinci mysteriet, der også vil glæde matematikere og andre talfreaks.
Aust har tidligere fået udgivet tre historiske krimier på dansk og har med rette modtaget både Glasnøglen og Rivertonprisen. Der er også historiske apekter i denne thriller, men den foregår mest i nutiden. Mai-Britt Fossen er en ung, smuk og succesrig forlagsredaktør med et godt ægteskab og et par dejlige børn. Alligevel trækker hun en dag en pistol på en parisisk fortovscafé og blæser sin hjerne ud. Hendes eks-mand, matematikeren Even Vik, tror ikke hun frivilligt har begået selvmord, og hun har da også efterladt kodede spor, der fører til hendes arbejde med en Newton-biografi og et hemmeligt broderskab. Det er en både djævelsk og spændende historie med en meget overbevisende personudvikling - og så er den garneret med mange matematiske pudsigheder.
Philip Kerrs Mørkt stof er også en thriller om Isaac Newton, men ellers skorter det jo ikke på romaner om hemmelige broderskaber. Aust hører til i den bedre ende.
En spændende og velfortalt thriller om koder og hemmelige broderskaber.