Udødelige mennesker der fløj fra den ene stjerne til den anden hurtigere end lyset, var senator Wagoners vision. I en kontrapunktisk komposition veksler scenen mellem et tilsyneladende futilt brobyggeri på Jupiter, i parentes bemærket pragtfuldt beskrevet, til biologiske forsøg på en medicinalfabrik på jorden. Til slut væves de to stemmer sammen, dødens og tyngdens skranker er overvundne, vejen til stjernerne er banet, tilbage ligger en jord hildet i religiøs fanatisme, politisk rænkefuldhed (skrevet i 1957-kold krig) og videnskabelig konformisme. En for moderne sf usædvanlig tindrende optimisme på menneskets vegne, det vil dog sige det rationelle, videnskabelige menneske med dets "brutale idealisme". Den ofte vanskelige videnskabelige terminologi er lagt tæt op ad ægte videnskab så man sluger kamelerne uden at ænse det. En enkelt men væsentlig anke mod den danske udgave er at originalens appendiks er forsvundet undervejs. Lad mig slutte med at citere bagsideteksten på denengelske udgave: " A rare Martian orchid to James Blish for giving us sf in its purest form." Hvem sagde romantisk eskapisme? den er i hvert fald spændende og talentfuldt udført.