Arata og Shina skriver koder til computerspillet Word Odyssey. Men pludselig er Shina væk, og det viser sig, at hun er fanget - inden i det ufærdige spil. Det er en super farlig situation. Tør du hjælpe Arata med at redde Shina? For unge fra 16 år og voksne.
Gameplay i "Death end re;quest 2" er en blanding mellem en visuel novelle og japansk rolle/actionspil. I den første times tid følger man den visuelle novelle som pigen Arrata og derefter skifter spillet mellem de to typer. I action/rollespil delen er man Arratas søster Shina, der er fanget inden i computerspillet World Odyssey, som er et fælles projekt for de to. Der støder flere figurer til i begge verdener. Actiondelen består af turbaserede kampe mod mareridsagtige dæmoner og samtidig skal man undersøge verdenen for bl.a. at finde en udgang. Den visuelle novelle foregår om dagen og resten af spillet om natten. Lav sværhedsgrad. Grafik og lyd/musik er traditionel japansk Animé.
Visuelle noveller er stor genre - specielt i Japan. I Danmark er det mere en niche. Der er mangler i atmosfære og intensitet og man bruger en del tid i rum og korridorer, hvor alt ser ens ud. Lidt kedeligt. Og selvom der er interessante elementer i begge dele af gameplay, så har spillet svært ved at hæve sig over det gennemsnitlige. PEGI: 16 og ikon for vold. Der er enkelte meget blodige scener og en hel del seksualiseret indhold.
Hyperdimension Neptunia serien er i samme genre, men er meget mere helstøbt og desuden målrettet mindre børn.