Musik / jazz

Decadence


Anmeldelser (4)


Gaffa [online]

d. 28. juni 2017

af

af

Ivan Rod

d. 28. juni 2017

"Forrygende fusion, funk, rock og jazz! Det hele! ... Hvor skal jeg starte? Der er i dette tilfælde så mange roser at dele ud, at jeg tøver".


Jazznyt

d. 1. juli 2017

af

af

Niels Overgård

d. 1. juli 2017

"Heise er et alsidigt talent og kommer godt omkring i i fusionsjazz, som han hellere vil kalde FuRo Jazz, fordi det både fusion, funk og rock. Det er fint nok med mig. Jeg kalder det stadig fusion ... Mathias Heise Quadrillion skal have den store fusionsros. Unge friske fusionsfans kan begynde her og gamle afdankede firserfusionshajer kan tanke nyt blod med pladen eller en koncert".


Politiken

d. 27. juni 2017

af

af

Christian Munch-Hansen

d. 27. juni 2017

"Mathias Heises (...) fusionsband Quadrillion er (...) klar med album nummer 2, 'Decadence', som er en ambitiøs og lydmæssigt poleret produktion formet af den amerikanske producer Erik Zobler. Lyd og musik er flot og teknisk brillant afleveret, men stivner også i de glatte, modulopbyggede konstruktioner. Her er en vifte af numre med reference til nydelse og dekadence. 'Naked Ladies' er vist nok bevidst lummert, men det gør det ikke bedre. Og 'Electrochok' lider under en træt futuristisk Morricone-stemning, mens 'Cliffhanger' har en potens, som formentlig er overdådig at opleve live. Der er tænkt mange ideer, men jeg synes, at hele opskriften er forfejlet".


Jazz special

Nr. 156 (2017)

af

af

Peter Rahbek

Nr. 156 (2017)

"Mathias Heise spiller sig lige ind i den verden af jazzmundharmonika og ørevenlig underholdning som salig Toots Thielemans efterlod. Og netop hos Heise mere end så mange andre genhører vi det delikate og udtryksfulde instrument anvendt i den form, hvor det har allermest karakter; som melodibærer med den sårbart "menneskelige" stemme og et vidunderligt akustisk udtryk ... Heise er i sandhed kreativ og hudløs i sit spil. Og det drukner aldrig bag bandets klang ... Hans faste orkester, Quadrillion, leverer en velproduceret fusionsvare. Bandet er godt sammenspillet og her er gode melodier og små tematiske krøller, der på smukkeste vis fusionerer George Duke, Michel Colombier og en tidlig Lee Ritenour med en nordisk eller ligefrem dansk tone som den, Jørgen Emborg og Bjarne Roupé i sin tid tegnede sig for med bl.a. Alpha Centauri".