Et indbydende, lækkert og fagligt velfunderet kunstkatalog fra udstillingen på Glyptoteket. Den har eksklusivt "coffee table book"-udseende og vil egne sig til større biblioteker eller biblioteker med en god kunstsamling. Højt fagligt niveau gør, at den retter sig mod fagfolk og kunstinteresserede.
Forsiden og bagsiden prydes iøjnefaldende af den klassiske Degas figur af en pigelig balletdanser i bronze med stofskørt. Indholdsmæssigt sørger bogens store format sammen med kvalitetsmæssigt gode fotos for, at værkerne står klare og tydelige. Der er mange illustrationer, der strækker sig over maleri, pastel, tegning, grafik m.m. De står side om side med vægtige artikler af en lang række kapaciteter på området. Værket sætter fokus på Degas' arbejdsform og kunstneriske oeuvre med et velfunderet udvalg af hans omfattende produktion. Røntgenbilleder og flere studier af samme værk er med til at vise den kunstneriske udvikling.
Glyptoteket udgav med samme forfattere i 2006 udstillingskataloget Degas og landskabet, som er sammenlignelig i fagligt niveau. Degas præsenteres i bøger om impressionisterne og i monografier, men denne har særligt fokus på arbejdet i værkstedet.
Indbydende kunstkatalog om impressionisten Degas, der retter sig til kunstinteresserede og fagfolk. Stort format, lange faglige artikler og mange illustrationer gør den til et vægtigt værk om kunstnerens virke. TIl større/store biblioteker.