Efter den flotte og fascinerende Tæt på paradis, 2002, har Qvortrup skrevet en ny, dybt fascinerende roman. Jeff Delvecchio er stjerneadvokat i San Francisco. Han har succes, får frikendt mange psykopatiske kriminelle, har på overfladen et perfekt liv, men under overfladen bobler og syder det. Han er selv en psykopat, som hader menneskeheden og især de kriminelle, han har fået frifundet, og i en slags selvrenselse dræber han på bestialsk vis sine tidligere klienter. Han har brug for succesen, pengene og omtalen, men lever et hult og indholdsløst liv, hvor sex er den styrende faktor. Han kommer under anklage, må selv opleve det at sidde i den tiltaltes stol, men han er iskold, og mener at han har gjort det rette. Et isnende portræt af et menneske, som er forblændet af sit eget ego, og som lever et liv hvor moral og etik hele tiden blandes sammen i en uskøn coktail, hvor luksusvarer er livets mening, og hvor han er overmennesket som råder over liv og død. Fortalt fra Delvecchios synsvinkel, er det en rystende fortælling om et hæmningsløst menneske, som er tom og hul, men mener at have en mission, og et forrygende portræt af en mand som er på kanten af et personligt sammenbrud.