En bog med tilhørende websted om demokratiets begreber og værdier og ikke mindst dets idéhistoriske forudsætninger, der i sprog og stil nok mest er rettet mod unge under 25 år, men som alle kan blive klogere på.
Demokratiet er som en levende organisme der skal passes og plejes og aktivt holdes i live. Det består af mange ting på én gang, og Lene Andersen, der bl.a. er forfatter til det naturvidenskabelige og filosofiske bogprojekt Baade - og, har sat sig for at forsøge at introducere så mange af dem som muligt. I små korte og velskrevne kapitler går hun langt tilbage i idéhistorien og historien for at vise, hvordan mennesket gradvist er blevet frisat som individ, og hvordan de idéer opstod, der blev centrale elementer i det moderne demokrati. Hun beskriver også truslerne mod demokratiet i dag fra totalitære ideologier, religiøse fundamentalister og fra eksempelvis et globalt erhvervsliv med en flosset etik.
Bogen er en ajourføring af forfatterens Frihed og demokrati - hvor svært kan det være?, 2007. Teksten ligger også på den tilhørende hjemmeside democracy-handbook.org, og her med søgemuligheder man savner i den trykte udgave. I Demokratikanon, 2008 finder man også tekster om demokratiets forudsætninger.
En bog, især henvendt til unge, om demokratiet som en fantastisk samfundsindretning, og om dets forudsætninger, der rækker langt tilbage i idéhistorien.