De mange læsere af spændende bøger med internationale plot, hvor forviklinger, skjulte dagsordener, efterretningstjenester, agenter og terrororganisationer indgår i tætte forbindelser vil blive godt underholdte. Bogen fortjener opmærksomhed og formidling.
Gulløv udgav spændingsbogen Skyggeland, 2000, og efter en ungdomsbog i 2003 følger denne nye spændingsbog samtidig med romanen Regel no. 5. Begge udgives på eget forlag, det forklares med en protest mod for høje bogpriser og for lav indtjening til forfatterne pga. forlagenes politik. Uden traditionel og professionel rygdækning er det lykkedes at udgive en rigtig spændende bog med internationalt potentiale og med et kompliceret og dog sammenhængende plot med interessante vinkler. Den danske efterforsker Martin Ballenger får til opgave at finde en rig, hollandsk families søn og finder ham død i Bangkok. Det bliver begyndelsen til en actionfyldt og farlig opgave, der udvikler sig til en international sag hvor også Al-Qaeda, USA's militær, samt andre aktører spiller centrale roller.
Der er trængsel på markedet med denne type spændingsbøger, men bogen klarer sig rigtig godt i det tætte felt og har endda både godt læserpotentiale og internationalt potentiale, hvis læserne bliver opmærksomme på den. Mindst lige så god underholdning som fx Ryan og Cussler.
Ny dansk spændingsbog med et internationalt og spændende plot, der involverer fremmede tjenester, terrornetværk og andre magtfulde og voldelige organisationer.