Thorgal er en imponerende serie på mange måder. Det er flot, at dens personer stadig kan interessere, og at seriens eksotiske og mytolgiske lokaliteter stadig kan fænge hos alle os med barnesindet i behold. Vi, der har fulgt Thorgals skæbne, fra han som stjernebarn dukkede op på Jorden, og til han siden stiftede familie, bliver tilsyneladende ikke trætte af at følge disse personer på deres eventyrlige søgen efter lykken. Thorgal og hans familie bliver angrebet af en dødelig sygdom, og de bliver af landets hersker isoleret i en dal sammen med de andre smittede. Herfra kan ingen undslippe og vil hurtigt lide en smertefuld død. Men Thorgal har en desperat plan. Stregen er så smuk og suveræn, at man ikke kan forestille sig den anderledes. Layout, klipning og billedbeskæring er i særklasse, og farvelægningen er i smukkere og mere glødende farver end nogensinde før. Handlingen er spændende og godt fortalt. Her er både død, drama, eventyr og romantik. For både børnebibliotekets ældste lånere samt voksne.