Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Den blinde abe


Beskrivelse


Det er Lyngby i året 1962. Morten, Anders og Johnny er venner. De kommer fra familier, hvor alt ikke helt er, som det ser ud til. Da den blinde abe dør, sker der ting, der vender op og ned på drengenes verden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. juli 2015

af

af

Marianne Agger

d. 8. juli 2015

En medrivende roman om at være ung i 1960'erne med alt, hvad det indebærer af historie, familierelationer, venskab, forelskelse, valg, mod og meget mere. Anbefales både til drenge og piger fra 13 år.

Året er 1962. Anders, Johnny og Morten er bedste venner. De kommer fra forskellige familier med diverse skeletter i skabet. Anders er fra en velhavende familie med en dominerende, pralende far. Johnnys mor er underlig. Hun bruger al sin tid på en stinkende, blind abe, der bor hjemme hos dem. Morten er hovedpersonen. Hans far kæmper med psyken efter at have kæmpet i 2. Verdenskrig. Der sker meget på de 186 sider, hvor kapitlerne indledes med en teaser, der er med til at gøre bogen til en pageturner. Drengene lever i en verden med rivaler, forpligtelser, lyster, utryghed og uvished. Er alt, som det ser ud til at være? Da den blinde abe dør, sker der ting, der vender op og ned på drengenes verden.

En velfortalt ungdomsroman fra en tid, hvor verden så anderledes ud, men hvor vi i dag alligevel kan relatere os til de ting, der er på spil hos drengene og i deres omgivelser. Sproget er en fornøjelse at læse, og spændingen er intakt hele vejen igennem. En masse dramaer udspiller sig, og mange universelle temaer tages op.

Bjarne Reuters klassiker Zappa foregår i samme tidsperiode og har også en drengegruppe som omdrejningspunkt. Begge bøger er oplagt til brug i skolen, men bestemt også som fritidslæsning.