Efter et møde om selvstændighed i Tórshavn i 1888 bliver en kendt afholdsagitator dræbt. Først i 2015 findes skelettet og Skanseafdelingen bliver sat på sagen. For ikke-sarte krimilæsere.
Skanseafdelingen, ledet af den tidligere soldat William Hammer, og er stadig ugleset hos det færøske politi, men i dagene op til solformørkelsen i 2015 kan afdelingen passende se på et gammelt skeletfund. Hammers ene assistent Dejan har en far, der interesserer sig meget for historie, og ved hjælp af ham findes de dræbtes identitet - afholdsagitatoren Rasmus Olsen og hans hustru. Dejans far mener at drabene skyldes et hemmeligt broderskab, der har mangt og meget på samvittigheden og stadig er aktive. Skanseafdelingen kommer på sporet af broderskabet, og det bliver pludseligt meget farligt og fatalt.
Det er en velskrevet og spændende krimi, der dog bygger meget på Dejans fars arkivstudier mere end på egentligt politiarbejde. Som de første bind i serien har Isaksen både et kærligt og et kritisk blik på sit fødeland.
I voldsomhed er Isaksen i nærheden af Jo Nesbø og lignende og meget langt fra en anden Nordatlantsø-forfatter som Ann Cleeves. Den aparte Skanseafdeling kan minde om Jussi Adler-Olsens Afdeling Q.