Denne titel er forfatterens 5. udgivelse på dansk indenfor de sidste 3 år. I modsætning til de foregående bøger, hvor handlingen udspiller sig i en fantastisk verden, foregår Den brudte bro i en realistisk. Bogen udkommer i Gyldendals grå serie og henvender sig til skolens ældste elever (fra 8. kl.), og den vil blive slugt, som fritidslæsning, af de unge læsere. Det overordnede emne er identitet. 16-årige Ginny bor i Wales sammen med faderen. Pludselig en dag forandrer deres hverdag sig. Faderen har ikke fortalt hende sandheden om hendes fortid. Det viser sig, at Ginny har en halvbror, Robert. Hans mor ligger for døden, og tanken er, at han skal flytte ind hos Ginny og hendes far. Dette møde sker ikke helt gnidningsløst, og flere fortielser om Ginnys fortid dukker frem. Har hendes far været i fængsel? Er hendes mor ikke død? Har hun været i familiepleje? og hvem er børnenes bedsteforældre? Ginny har flere uklare erindringer fra barndommen, som pludselig falder på plads, og de to søskende prøver sammen at få rede på deres barndom og identitet. Af P.P. er tidligere udkommet Det gyldne kompas, 1996 Skyggernes kniv, 1997, Eventyret om Lila og de tre gaver,1998 og Det fortryllede urværk ligeledes i 1998.