Denne bog om faste henvender sig til dem, som har lyst til at lægge sit liv om for at få det bedre, slippe af med træthed, oppustet mave og ømme muskler - og vejen til dette er en udrensningkur med faste.
Martin Bonde Mogensen er indehaver af Kropsinstituttet, og han har lavet bogen sammen med journalist og forfatter Jakob Rubin. Princippet bag Den fede faste er at kroppen har en evne til at rense og helbrede sig selv, hvis den får den rigtige kost. Formålet med fasten er at få fordøjelsen til at fungere, som sidegevinst vil kuren også være et redskab til vægttab. I bogen præsenteres 4 udrensningskure, hvor længden varierer fra 3 til 24 dage. Fælles for de de 3 længerevarende kure - 7,14 og 24 dage - er at her er der indlagt op til 3 dages faste. I dagene op til fastedagene skal der spises vegetarisk, fastedagene er mad-løse, d.v.s der må drikkes afkog af grønsager, grønsagssaft m.m. og efter fastedagene følger så et antal dage med udrensningskost igen. Bogen består af baggrunden for Den fede faste og gode råd til, hvordan den gennemføres, og så en lang række opskrifter til alle døgnets måltider i udrensningsdagene.
Alle bøgerne om 5:2 har sat fokus på fastedage, selv om principperne her er anderledes. I Rie Møllers Vital udrensning, 2007 er der også forslag til deciderede udrensningkure.
En lettilgængelig og overskuelig bog om at ændre sine usunde vaner og dermed få en bedre krop med mere energi. Bogen er et godt supplement til de mange andre bøger, vi har om at ændre kostvaner.