Spændende og letlæst søroman om den tidligere gadedreng Thomas' oplevelser på et engelsk handelsskib i 1600-tallet. Via sine gode talkundskaber formår han at imponere mandskabet og stiger hurtigt i graderne. For læsere af søfortællinger.
Overlæge Anders C. Thomsen har udgivet flere historiske romaner, spændende fra oldtidens Babylon til senest Koreakrigen i I fremmed uniform. Denne gang er handlingen sat til 1600-tallets England, og handler om den forhutlede gadedreng Thomas, som finder arbejde og tryghed hos et bageri. Da hans mester dør af pest, er gode råd dyre, og Thomas ender på handelsskibet Julienne. Det er hårdt arbejde ombord på skibet, men han imponerer besætningen med sine evner i masterne, og hans gode talkundskaber sikrer ham en post som styrmandens assistent. Det er en spændende tid for Thomas, hvor han møder fremmede lande og mennesker, men også dramatisk idet et mytteri lurer blandet mandskabet, som pønser på at drive sørøveri.
Velresearchet og spændende søroman, med et plot som virker autentisk. Den underholdende historie er hurtigt læst. Den er skrevet uden alt for mange sømandsudtryk, så den kan læses af alle.
C. S. Forester satte for efterhånden mange år siden, standarden for søromaner med serien om "Hornblower". Derudover findes der fx Dudley Popes serie om "Ramage" og Patrick O'Brians om "Kaptajn Aubrey".