Bogen Den glade tømrer egner sig for læseren, der gerne vil underholdes af gode historier og anekdoter fra der virkelige tømrerliv. Derudover giver bogen et levende indblik i en verden der er anderledes end den, for mig, sædvanlige kontorverden.
Viggo Toften-Jørgensen, der er forfatteren bag denne titel, formår virkelig at få læseren med på en rejse ind i en ellers lukket verden. Som læser underholdes man formidabelt af de mangeartede anekdoter og sidder, til tider, med tilbageholdt åndedrag. Forfatteren er oprigtig og åben og fortæller de mange historier med en indlevelse, der sjældent er set. Endvidere kan man som læser fornemme Toften-Jørgensens glimt i øjet samt humor. Bogen er illustreret af en række sort/hvid fotos.
Den glade tømrer er ikke nogen nem sag at sammenligne. Til dels fordi den er nutidig men også fordi bogen bruger mange fagudtryk. Umiddelbart har jeg ikke kunne finde nogen titler, der er sammenlignelige.
En super hyggelig og underholdende bog, der burde tilfredsstille enhver låner med lyst til en historie fra det virkelige og pulserende liv. Kan anbefales til alle biblioteker, store som små.