Af den tyske forfatters righoldige produktion er hidtil udkommet på dansk Midgård, 1988, Høgne fra Tronje, 1990 og Eventyrmånen, 1991 alle i Sommer og Sørensens forlagsserie En fantastisk historie. Her kommer så 1. bind i en trilogi, der bygger videre på Jules Vernes En verdensomsejling under havet. I julen 1913 bliver 16-årige, forældreløse Mike og 3 af hans skolekammerater kidnappet fra kostskolen af Winterfeld, far til Mikes bedste ven, Paul, og kaptajn i den tyske flåde. Winterfeld tror, at Mike kan vise ham vejen til Den Glemte Ø, men de unge bliver befriet på åbent hav, Mikes sande identitet som indisk prins og søn af kaptajn Nemo bliver afsløret, de finder Den Glemte Ø og Nautilus og flygter i den. Den noget tunge og omstændelige fortællemåde giver indtrykket af gammeldags drengebog uden dog at skabe en tidstro stemning. Lange forklaringer og Mikes tanker afløses nogle gange af hæsblæsende action, men hverken historien eller især personerne får rigtigt liv, og bogen føles mest som en optakt til den handling, der muligvis kommer i senere bind. Mest for meget ihærdige drengebogslæsere fra ca. 11 år. God bagsidetekst, men forsidens kort signalerer nærmest science fiction.