Jacobsen henvender sig både til krimi- og thrillerlæsere. Den dramatiske forside skal nok være med til at formidle bogen.
Jacobsen er læge og debuterede som krimiforfatter med Passageren i 2008. Kriminalkommissær Robin Hansen er igen hovedperson. En dansk ingeniør bliver kidnappet i Venezuela, men også dræbt, inden der overhovedet er krævet løsepenge. Skibsrederen og oliemilliardæren Axel Nobel, som Hansen fik et anstrengt forhold til i første bog, vil have Hansen til at efterforske sagen. Den kommer til at involvere en mystisk ung retsmediciner, Andrea Jones, FARC, hårdhændede private sikkerhedsfolk, kokaindyrkning og international politik. Der er knald på historien med effektfulde scener med tortur og drab i mange variationer. Trods mange overraskelser undervejs virker plottet uhyggeligt sandsynligt, og bogen virker både velskrevet og tilsyneladende meget velresearchet.
Selv om det er en krimi, synes jeg mere Jacobsen er i slægt med thriller-forfattere som Desmond Bagley og Alistair MacLean end den nye skandinaviske krimibølge.
En hæsblæsende, spændende og velskrevet krimi, der også har stor appel til thriller-læsere.