Bogen giver ikke en kronologisk og sammenhængende beskrivelse af emnet, men er strengt emneopdelt, og derfor er den nok mest oplagt til opgaveskrivning fra ca. 13 år. Den er mere teknisk orienteret end den bredere Den industrielle revolution af John D. Clare fra 1993, og de to bøger supplerer således hinanden. Den factsfyldte tekst uddybes udmærket af et righoldigt illustrationsmateriale. Ud over tegninger drejer det sig om malerier, stik og fotos, heraf flere samtidige, samt de for forlagsserien karakteristiske gennemsigtige sider, der gør det muligt at kigge inden for i forskellige bygningsværker. Bogen beskriver den industrielle udvikling fra ca. 1700 til ca. 1900, med stor vægt på forholdene i Storbritannien og USA. Bogen fortæller om udviklingen inden for landbrug, industri, minedrift og samfærdsel med de dertil knyttede tekniske opfindelser. Derudover rummer bogen afsnit om livet på land og i by, sundhed og sygdom, sociale reformer, oprørsbevægelser, emigration, kunst og arkitektur og nye energiformer. Afsluttes med årstalsliste.