Her gik man og troede, at intuition var en medfødt evne, som kunne give besidderen en umiddelbar adgang til information. Men efter at have læst den amerikanske forfatter Peirce's bog om emnet, er det klart, at intuition ikke bare er noget, man kommer sovende til, men er en evne, der kan læres ved hjælp af et målrettet og temmelig tidskrævende træningsprogram. Regelmæssig dagbogsførelse, meditation, mentale og spirituelle øvelser er bare nogle af elementerne i bogens indlæring, som man skal være meget besluttet på at følge fuldkomment. Med sine mange case-stories kan bogen imidlertid også læses som en påmindelse om, hvordan alle de hændelser, vi ofte karakteriserer som tilfældige, (u)heldige eller pudsige sammenfald af begivenheder, kan opleves som dele af en større sammenhæng med en dybere mening, end vi ellers tillægger dem. Begge måder at læse bogen på vil være berigende, hvis man ønsker at gå den intuitive vej.