Den spirende vinmager Lily Rhodes opdager, at hendes bedstemor var adopteret. En hemmelig æske med papirer efter bedstemorens biologiske familie fører til Italien, hvor hun følger sporene efter sine oldeforældre og deres tragiske kærlighedshistorie. For læsere af slægtshistorier og kærlighedsromaner.
Efter at have arbejdet på en vingård i New Zealand kommer Lily hjem til et mystisk brev fra en advokat, med en besked til arvingerne efter hendes bedstemor. Hos advokaten finder hun ud af, at hendes bedstemor er adopteret fra Hope House - et hjem for ugifte mødre med børn. Hos advokaten får Lily og 5 andre kvinder, hvis bedstemødre også blev adopteret fra Hope House, udleveret en lille æske, hvor i der ligger spor til deres biologiske familie. I Lilys æske ligger der et program fra det italienske teater La Scala og en håndskrevet seddel, hvor der står noget på italiensk, hun ikke forstår. Lily har fået et job på en italiensk vingård, og da hun fortæller vinbondens ældste søn Antonio om æsken, insisterer han på at hjælpe hende med at opspore hendes slægt.
Meget romantisk fortælling, hvor oldeforældrenes kærlighedshistorie fra 1940'erne flettes ind i Lilys nutid og hendes jagt efter deres identitet. Det er en underholdende og let læst roman fyldt med kærlighed og italiensk stemning. Det er første del af en planlagt serie på otte bøger.
Kan anbefales til læsere af De syv søstre.