Susan Moody er jo kendt for to ting her i landet, den anden er hendes forfatterskab, hvoraf 2 bøger er oversat til dansk. De er skrevet under navnet Susan Madison og er begge solidt underholdende kærlighedsromaner. Nærværende bog er i en lidt anden genre, her er en smule sex, en hel del mere snak og tanker om sex, megen sensualitet, en god portion intriger, had, jalousi, grusomhed og mord. Hovedhandlingen er placeret 25 år tilbage i en toscansk villa, hvor den gamle haves dekorative forfald spillede en fremtrædende rolle. Stemninger er fru Moody god til, hun kan skildre uhyggen, skyggerne under de store træer, det smuldrende svømmebassins grønne vand, så gyset sidder i læseren. Romanen er ikke helt ukompliceret i opbygningen, her er et "nu", hvor hovedskikkelsen Hannah er midaldrende. Hun konfronteres med mystiske trusler og et voldsomt dødsfald. Har det forbindelser til hændelserne dengang i den italienske have? Ind i beretningen væves en anden persons dagbog, hvem er det? Læseren aner i starten kun en forbindelse. Hannah må tilbage til Italien, før hun - og læseren får et svar. Godt og gysende plot, fine beskrivelser, en rigtig ferieroman.