Bøger / skønlitteratur / romaner

Den italienske klasse


Beskrivelse


Da Nora vender tilbage til Dublin efter mange år i Italien, bliver hun samlingspunktet i et italienskkursus, der samler vidt forskellige skæbner fra nutidens Dublin. Alle med forskellige opfattelser af kærligheden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. mar. 1997

af

af

Winni Thorup

d. 17. mar. 1997

Heldigvis har rigtig mange læsere, fået øjnene op for Maeve Binchy. Denne irske, og forestiller jeg mig, kærlige og altruistiske forfatter, som på trods af et altid stort persongalleri, aldrig mister det litterære overblik. Og som på trods af altid happy endings, aldrig kammer over i kedsommelig triviallitteratur. Har man fået nok af verdens (og litteraturens) ondskab, kan man altid med glæde ty til Binchy. Og det er ment i den aller mest positive betydning. Den italienske klasse er igen en rigtig kollektivroman. Omdrejningspunktet er aftenskolekurset "Introduktion til Italien" på den nedslidte skole, Mountainview i Dublin. Klassen er sammensat af mennesker med forskellig baggrund og forskellige motiver til at melde sig til holdet. Alle disse mennesker lærer vi at kende og holde af. Der er signoraen, som fulgte den mand, hun elskede til Sicilien og som nu er vendt hjem efter 23 år. Der er Aidan Dunne, latinlæreren, som mod forventning ikke bliver rektor, og jeg tør godt røbe, at de to får hinanden. Og så er der, som næsten altid hos Binchy, en lidt svagt begavet, som på sin egen måde også finder lykken. En dejlig roman, som rigtig mange læsere vil have glæde af.