Jørn Riels fortællekunst er legendarisk, og de muntre fortællinger er lige velegnede til oplæsning i familiens skød, for ældre eller til en hyggestund for sig selv.
De 10 små historier eller skrøner, som forfatteren selv ynder at kalde dem, foregår alle i Grønland på en lille fangststation, og de mandlige personer optræder ofte i flere fortællinger som hoved- eller birolle. Her i den lille fangsthytte sidder et par mænd bundet til hinandens selskab på godt og ondt i vinterens mørke og kulde. Enten lader de selv fantasien gå på vandring og fortæller om skønne kvinder, gode jagter eller andre usædvanlige oplevelser. Eller skrønen handler om, hvordan livet udfolder sig i hytten. Her er en hane, der bliver trukket i snor og får fortalt historier, "Alexander". Og en mand, der knytter sig så meget til en gris, at hans makker bliver jaloux, "Grisen". Titelnovellen viser det mangfoldige fortælletalent. Sproget kan virke lidt gammeldags, men fortælleglæden er unik. Mange af Jørn Riels bøger er oversat til andre sprog, og han fik i 2010 Det Danske Akademis Store Pris.
Den kolde jomfru og andre skrøner udkom første gang i 1974, og denne 6. udgave er identisk hermed. I flere udgaver, senest i 2004, har der været en fortælling mere med.
Varme humoristiske fortællinger om livet i Grønland lever op til forfatterens ry som en stor folkelig fortæller. Den er for alle, der kan nyde at læse et bramfrit sprog om ødemarken, bjørne, whisky og mænds drømme om kvinder.