Disse to bøger om henholdsvis tissekoner og tissemænd henvender sig til børn i den begyndende pubertet, altså 10-13 år.
Bøgerne, der er af svensk oprindelse, fortæller nænsomt om de emner af seksuel art, som er relevante for målgruppen: Om kønsorganernes udvikling og udseende, om drenge og pigers syn på seksualitet, om holdninger, pudsigheder og moralbegreber gennem tiderne, om menstruation, onani m.m. Der er også en del synspunkter på de forskellige emner fra piger og drenge og et afsnit med spørgsmål og svar. Bøgerne er illustreret med tegninger i humoristisk stil. Bagest er der en fyldig ordliste og nogle relevante adresser.
Der findes i forvejen mange bøger om emnet. Denne her hører hjemme i afdelingen om orientering for børn i den begyndende pubertet. For de lidt ældre læsere er der behov for oplysninger om eksempelvis forskellige præventionsformer, forskellige seksuelle orienteringer, seksuelt overførte sygdomme, graviditet og fosterudvikling.
To udmærkede bøger, der nænsomt og med humoristiske illustrationer fortæller om udvikling og følelser for børn i den begyndende pubertet.