Denne, den 12. bog i serien Hvem er du?, handler om pukkelhvalen og dens unger. Man kan læse om, hvordan de lever og vokser op, hvad de spiser og hvilke farer, der truer. Layoutet er noget rodet. På et opslag kan der være op til fem forskellige skrifttyper og/eller -størrelser. De meget flotte, illustrative farvefotos, der i høj grad understøtter teksten, er anbragt lidt hulter til bulter, nogle på skrå, andre helt ud til kanten af siden, hvor der ellers på de fleste opslag er en farvet stribe skiftevis gul og turkis. Teksten er en blanding af en kort "brødtekst", billedtekst og ind imellem en "farvet klat" med spørgsmål, hvortil svarene findes øverst på næste opslag. De 23 sider giver et godt indblik i pukkelhvalens liv. Teksten henvender sig til mindre børn enten som oplæsning fra omkring 5 år eller til selvlæsning fra 3. klasse. Den er ikke læsepædagogisk tilrettelagt, men "brødteksten" er sat med store typer og luft mellem linjerne. På det sidste opslag suppleres den ellers klare, korte og alligevel oplysende tekst med endnu flere fakta om pukkelhvalen. Der findes efterhånden rigtig mange bøger om hvaler, også flere lette at læse, men det er også et efterspurgt emne på skolebiblioteket.