I serien er tidligere skrevet om bjørn, mariehøne, delfin og ulv. Samtidig med denne bog udkommer Den lille giraf. Her drejer det sig imidlertid om leoparden. Ligesom i de forrige bøger er det ungerne, der er i fokus, men der fortælles naturligvis også om voksne leoparder. Bogen er inddelt i fem kapitler, som hver er på to opslag. De hedder: Sikke en dygtig klatrer, en usynlig jæger, en blød pels med pletter, bløde kattepoter og eget territorium. Bagest er et opslag med faktaoplysninger. Bogen er forsynet med mange, gode og ofte søde farvefotografier i diverse størrelser og opsætning. Der findes både brød- og illustrationstekst. I hvert afsnit er der et engagerende spørgsmål med tre svarmuligheder. Den rigtige løsning findes som overskrift på næste opslag. Bogen er primært til oplæsning/samtale for børn fra 5 år. Selvlæsning fra 4. klassetrin. Leopard (2001) i serien Naturens verden kan læses af samme aldersklasse. Den er mere omfattende, mere systematisk opbygget og velegnet til brug i undervisningen, hvor man arbejder med emner, der inkluderer den store, smukke kat.