På bibliotekerne kender vi kun alt for godt arbejdsgangen, når lånerne skal ha' Ramses-serien i rigtig rækkefølge. Næste series popularitet (Den ægyptiske dommer) kunne næsten stå mål, og nu er nye bind i nærværende serie, Den lysende sten, reserveret længe inden, de indgår. Vi har her bd. 3 i serien om Sandhedens sted, landsbyen Deir el-Medina, hvor arbejderne fra arbejdet på Faraoernes grave bor. Det er turbulente tider i Faraonernes rige, den intrigante general Mehi og hans endnu værre kone driver deres spil. Landet er på nippet til at blive splittet i to pga. magtkamp mellem den nye Farao og hans søn. Jacq har som ægyptolog sin detaljebaggrund i orden, og det er interessant læsning mange steder. Men der er uendelige beskrivelser, det er både helt bogstaveligt og i overført betydning en kulørt historie. Det er desværre også en historie, hvor figurerne stort set kun ses udefra, alt er endimensionalt; handlingen er da velkonstrueret og spændende nok, men hvor jeg savner, at det hele får kød og blod og liv. Nok elsker de under ørkensolen, er onde eller bekymrede, men det er som at bladre i en halvtynd tegneserie. Det er ellers en smuk bog, så vi må håbe, at vi møder levende mennesker i "Sandhedens sted", som sidste og 4. bind kommer til at hedde.