Den lyserøde panters søn

I 1993 får den mere og mere udvandede serie om den berømte diamant (der langt fra spiller en rolle i alle seriens film og slet ikke denne) med det kære navn Den lyserøde panter og den endnu mere berømte flic, inspektør Jacques Clouseau, kunstigt åndedræt med et gammelt trick. Peter Sellers, der spillede Clouseau med bravur i de første film, er for længst død, så nu præsenteres simpelthen Clouseaus søn i skikkelse af den italienske komiker Roberto Benigni. Den lyserøde panters søn henvender sig til seriens tålmodige fanskare og et publikum, der sætter pris på uforpligtende krimiunderholdning tilsat lidt mor(d)skabsteater.

Prinsesse Yasmin af Lugash kidnappes, og chefpolitiinspektør Dreyfus sættes på sagen. Men den forsvundne, legendariske detektiv Clouseaus chef og ærkefjende render hurtigt ind i en række uheld og må overlade opgaven til sønnen af sin tidligere antagonist. Den nye Jacques Clouseau er mindst lige så klodset som sin far, men Dreyfus har nu mest øjne for Jacques' mor, den velpræserverede Maria Gambrelli.

Den lyserøde panters søn er en slags fortsættelse af panter-seriens opus 2, Et skud i mørket fra 1964, hvor der optræder en Maria Gambrelli, som altså skulle have fået et barn med inspektør Clouseau. Hun spilles i filmen af Elke Sommer, men rollen er i Den lyserøde panters søn overtaget af Claudia Cardinale, som var prinsesse Dahla i den første Den lyserøde panter fra 1963.

Roberto Benigni gør sit bedste, men det er ikke nok i en filmserie, der for længst har tabt pusten.

Læs hele vurderingen