Prøvelser, ære og kamp på liv og død. En ny bog fra forfatteren L.A. Som forfatterens mange andre bøger bliver det en både spændende, humoristisk og underholdende beretning. Den unge konge Tamar (ikke at forveksle med Taran!) vågner op efter en mærkelig drøm. I drømmen har han spillet med sit liv og sat sit kongerige ind som indsats - og tabt! Det viser sig ikke kun at være en drøm, og Tamar drager nu ud i verden for at indfri sin gæld. I bogen møder vi en masse forskellige mærkelige væsner, f.eks.: Akka - en eventyrlysten abe, JambaVan - en opfarende bjørn, Garuda - en klagende ørn, og Tamars gamle lærer, der altid citerer vers. Tamar kommer på sin lange rejse igennem et fortryllet landskab, hvor dyr taler og hvor der bliver kæmpet mange brave kampe. Teksten er som i forfatterens andre bøger, i et flot sprog med flydende dialoger - med humor og vid. Bogen indeholder person - og ordliste med forklaringer, som hjalp denne lektør, når de forskellige navne blev blandet lidt sammen! En bog som er oplagt til en god højtlæsningsstund og til selvlæsning fra 12-13 år.