Bogen her giver svaret på, hvordan man får mest muligt ud af den lille have med fokus på planterne og uden dyre arkitektoniske anlæg. For alle ejere af små haver med inspiration til både design og plantevalg.
Mange har små haver, der ofte kan vinde ved designmæssig omtanke. Vi får idéer til visuelle illusioner og andre tricks, der får arealet til at virke større fx ved at skjule de ydre grænser. Her er idéer til lange, tynde rækkehushaver, hvor man ved hjælp af en række underhaver, får en langt mere spændende have. Fokuspunkter og perspektiv gennemgås med masser af eksempler. Her er tips om planter både til lodret og vandret beplantning, anvisninger på, hvordan man laver tilflugtssteder for fugle og insekter, små økovenlige haver, vand, beholdere og til slut et afsnit om køkkenhaven foruden en plantevælgeroversigt. Engelske Noel Kingsbury er havedesigner, han er forfatter til mere end 20 engelske havebøger og frontløber indenfor den naturlige have. Til dansk er oversat Den naturlige staudehave.
Det er en rigtig dejlig vidende og grundig havebog. En enkelt indvending er, at mange af haverne naturligvis er engelske eller hollandske. Der findes ikke helt så mange små muromkransede byhaver i Danmark, men man kan fint blive inspireret alligevel.
Dorthe Kvist har skrevet Byhaven, der bygger på danske forhold og især henvender sig til grøntsagsdyrkende begyndere.