Et supplement til forfatterens tidligere oversatte bog De islandske sagaer (1974), men i modsætning hertil lidet egnet som introduktion til emnet. Fremstillingen er lærd og grundig, men uden nævneværdige fremmedord, og indholdet er alsidigt. - Efter en indledning om Snurri Sturlusons poetik og en redegørelse for edda- og skjaldedigtningens almene kendetegn, vers og stil gennemgås de to hovedgenrer udførligt, og der trækkes linier såvel til kontinental digtning af beslægtet karakter (f.eks. Niebelungenlied) som til senere kristen digtning i edda- og skjaldedigtningens former. Register og illustrationer savnes, men der er udførlige, delvis annoterede henvisninger til nordisk, tysk og engelsk litteratur om emnet. Bogen kan læses af interesserede lægfolk (læservenligt tryk, mundret stil), men dens detailrigdom og talrige islandske citater vil, skønt de alle er oversat (nogle i bunden- nogle i prosaform), sikkert få de fleste ikke-fagfolk til at falde fra undervejs. - Faglig set erundertegnede ikke i stand til at bedømme bogen, men som brugsbog betragtet tillader jeg mig desværre at betvivle dens muligheder i bibliotekerne.