Dette italienske mesterværk om udvandring til Amerika i det 20. århundredes begyndelse formår at sætte mennesker på et vigtigt stykke historie.
I 1913 lever den fattige bondefamilie Mancuso et udsigtsløst, hårdt liv som den har gjort gennem generationer. En dag dukker en mand fra Amerika op med beretninger om landet, hvor pengene gror på træerne og floderne flyder med mælk. Farmor Fortunata, sønnen Salvatore og hans to sønner Angelo og den døvstumme Pietro følger drømmen om den ny verden og rejser af sted på sørejsen. På rejsen får mødet med den engelske dame Lucy særlig betydning. Selv om rejsen er hård venter endnu større prøvelser på Ellis Island. Det er nemlig ikke alle, der bliver fundet egnet til Guds eget land.
En anden slags film om indvandring end de fleste, fx Jan Troells mere socialrealistiske og sentimentale. Den fokuserer næsten kun på selve rejsen og på drømmen, der billedliggøres i en række fantastiske, næsten surrealistiske tableauer, hvor Salvatores drømme elegant sættes op mod den barske virkelighed.
Emanuele Crialeses monumentale epos gør indtryk med sit originale billedsprog, der både er realistisk og poetisk. I fortællingen formår han på en helt utraditionel måde at nå ind i personernes følelser. Den er skildret med både realisme og indlevelse, men uden sentimentalitet. Den er uden falske illusioner om rejsen mod den nye verden og får med familiens prøvelser med at få indrejsetilladelse uhyggelig dansk aktualitet i indvandrerdiskussionen.
