Brudens afdøde mor har efterladt en notesbog med opskriften på det perfekte bryllup. Men skandalerne, den sammenbragte families problemer og knuste hjerter var ikke en del af planen. Sjov og hjertevarm fortælling for alle, der elsker chick lit og god underholdning.
Familien Carmichael og familien Graham er samlet på den smukke ferieø Nantucket for at holde bryllup for Jennifer og Stuart. Jennifers storesøster Margot skal holde styr på alt, sin egen affære med deres fars kompagnon og deraf medfølgende akut sms-afhængighed, en sure stedsøster der ødelægger alle planer, brudgommens fornærmede familie, en brudepige uden en klink på lommen og så lige en stedmor, som blander sig i alt og slet ikke kan se det sjove i moderens bryllupsmanual. Dét kan kun gå galt og dét gør det.
Her er rigtig mange personer at holde styr på, men med tungen lige i munden får man styr på alle dramaerne, som tårner sig op omkring det yndige pars bryllupsfest. Man kommer helt ind under huden på den store familie og kan genkende alt det uperfekte, som lurer lige under overfladen. Forsiden signalerer chick lit og god underholdning, hvilket er præcis det, man får.
Fans af Sophia Kinsella's "Shopaholic" bøger og de mange læsere af Marian Keyes' romaner vil også falde i svime over denne.