Bogen henvender sig til den ambitiøse motionsløber, som ønsker at sætte fokus på sin løbeteknik og ved små ændringer blive hurtigere, undgå skader og i det hele taget få et bedre løb.
Thomas Reckmann er svensk journalist, løber og løbecoach, og han har på egen krop erfaret, hvad en anderledes løbeteknik betyder. Det gælder om at finde det perfekte løbeskridt og her er der tale om 3 fokuspunkter: hoften skal bruges aktivt, skuldrene skal være sænkede og afslappede og fødderne skal sættes i under kroppen og arbejde aktivt mod underlaget. Bogen er inddelt i teoretiske afsnit om bl.a. løbeøkonomi, tekniktræning og en detaljeret beskrivelse af løbeskridtet. Den sidste del af bogen består af eksempler på det forfatteren kalder intelligent træning, her forklares og vises i praksis via konkrete træningsprogrammer, hvordan man træner hoften, skuldrene og fodisættet. Sprogligt er bogen lige til at gå til.
I de senere år har der blandt løbere været stor interesse for løbeteknik, især Christopher McDougalls bog Født til løb, 2012, der handler om hvad det at løbe faktisk går ud på. I bøgerne Løb langt, 2012, og Løb og meditation for krop og sind, 2013, er emnet løbeteknik også behandlet.
Jeg tror bogen uden tvivl vil kunne interessere seriøse motionsløbere - og måske også eliteløbere - fordi man med forfatterens ord hurtigt vil kunne mærke forbedringer i forhold til at løbe stærkere, minimere risikoen for skader og i det hele taget få et bedre løb både mentalt og fysisk.