Bogen er uomgængelig for dem, der husker trilogiens to første bind, men den er også sagen for alle, der interesserer sig for de mørkere sider af USA's nyere historie og ikke tager den officielle historieskrivning for gode varer.
Ellroy har et stort navn som krimiforfatter, der ikke er bange for at bruge sin egen historie. I 1995 kom første bind af hans storslåede USA-trilogi American tabloid, fulgt op af Et amerikansk dødstrip i 2001. Nu sluttes serien endelig med årene 1968-1972. I centrum er igen en række mænd med blakket moral: korrupte strømere, mafiahåndlangere m.m. Et røveri mod en pengetransport bliver en besættelse for et par af figurerne, der laver deres egen efterforskning, der blandes ind i FBI's infiltrering af den sorte borgerrettighedsbevægelse, mafiaaktiviteter i Den Dominikanske Republik, eksilcubanere i Miami, Watergate og meget andet smuds. Midt i står ikke bare titelkvinden, der er centralt placeret på den amerikanske venstrefløj men også et par andre mystiske kvinder. Ellroys stil er den meget direkte, hvor personerne får taletid i den tids barske jargon blandet med avisartikler, forhørsprotokoller og andre dokumenter. Det er hæsblæsende men blændende, og Ellroy er meget overbevisende i sine forklaringer på fx mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King.
Trilogien ligger tidsmæssigt i forlængelse af Loren D. Estlemans fire-binds værk om Detroit i 1950'erne, men er meget mere direkte i sine poltiske analyser og teorier og går mere tæt på historiske personer.
Et fantastisk værk, der kræver meget af læseren, men de mange sider er umagen værd og efterlader en med en fornemmelse af, at der er noget galt i samtidshistorien.