Tredje bind i krimiserien Genstart for ungemålgruppen fra 14-15 år. Bogen er velegnet til både undervisning og fritidslæsning.
Tredje bind i Genstart er fortalt fra Livs synsvinkel. Livs gamle kæreste Jonathan har nu været forsvundet i 1 år. Liv får i 2. g. en ny veninde, Majse, der er udadvendt og ikke lader en fest være! Men en aften går det galt. Majse bliver udsat for drugrape. Hun trækker sig ind i sig selv og vil ikke anmelde forbrydelsen. Skammen og ydmygelsen fylder det hele. Liv forsøger at hjælpe sin veninde, men det går ikke helt som planlagt. Samtidig har Liv stadig kontakt til vennerne Mateus og Nick, og da hun modtager et mystisk postkort fra Grækenland, som måske er fra Jonathan, lokker hun drengene ud på en tur til syden. Denne bog fortsætter i samme samfundsrealistiske spor som de øvrige bind i serien. Trods dramatikken virker historien realistisk og autentisk. Vi får et rigtig godt indblik i tanker og holdninger hos hovedpersonerne, og får udbygget en forståelse af forholdet imellem de forskellige personer i serien. Forfatteren skriver knivskarpt og har gode dialoger personerne imellem. Bogen kan ikke stå alene, uden de tidligere bind i serien. Forfatteren fik udgivet sin debutantroman Hovedet i skyerne tidligere i år.
Der er ikke rigtig noget i samme nutidige stil, om dette desværre meget aktuelle emne. Der findes flere andre bøger om voldtægt for målgruppen, sidst er kommet Jeg er ikke Jade!.
Vedkommende, aktuel og spændende bind i en serie, hvor jeg er spændt på at få slutningen. Hvad er der sket med Jonathan?.