Historisk roman om Japan i 1861, der vil egne sig til dem, der har læst Jung Changs Vilde svaner eller Pearl S. Bucks Den sidste kejserinde, begge om Kina i 1800- og 1900-tallet.
Debutromanen blander historiske fakta, miljøbeskrivelser og japansk folklore med en kærlighedshistorie om en konkubine, der kastes ud i dramatiske begivenheder i en turbulent periode af Japans historie. 11-årige Sachi bliver overraskende udvalgt til kammerpige for kejserens søster, der bor i Kvindernes Palads. Begivenhederne tager fart, da hun udvælges til Shogunens konkubine, men snart flåes både hverdagsliv og land i stykker af borgerkrig. Her er te-ceremonier, kimonoer, samuraier og fremmedartethed. Samt menneskeliv og kærlighed i et rituelt styret liv, hvor følelser gemmes under sminke og bag ved sirlige vifter. Forsidens yndefulde japanske kvinde signalerer indhold og stemning fint.
Historisk roman om Japan i slutningen af 1800-tallet, hvor landet brat ændrer sig og de århundredeårige skikke og livsstil viger for en ny og vestlig indflydelse. Samme stemning men tidligere i tid er James Clavells Shogun om Japan i 1600-tallet.
Glimrende historisk roman fra Japan i slutningen af 1800-tallet. En stemningsfuld og handlingsmættet historie om en pige, der først bliver kammerpige, så konkubine og sluttelig flygtning i et Japan, præget af ceremonier og strengt hierarki. Velegnet til læsere af historiske romaner og romaner fra fremmede himmelstrøg.