Alle med interesse for konflikterne i Mellemøsten.
"Pogromer er for stærkt, chikane for svagt, forfølgelser for heftigt, diskriminering for bagatelliserende". Journalisten og forfatteren Thomas Wivel er i tvivl om, hvad han skal kalde de krænkelser, som kristne i den arabiske verden udsættes for. Det er en journalistisk beretning fra forfatterens rejse i området, der er bogens hovedindhold. Det er personlige beretninger fra mennesker, han har mødt på sin vej. Overgrebene spænder fra chikane og trusler til kidnapning og drab. Forhold, der har fået tusinder til at flygte fra deres hjemlande, et område, der paradoksalt nok er kristendommens fødested. Bogens fire kapitler omhandler hvert et område: Vestbredden og Gaza, Egypten, Libanon og endelig Irak. Forfatterens store engagement og viden lyser ud af bogen, som er velskrevet og er en reaktion på den tavshed og ligegyldighed, som han oplever eksisterer fra politisk side i forhold til netop den problemstilling.
Den kristne organisation "Åbne døre" (www.forfulgt.dk) beskæftiger sig med problemstillingen, og har udgivet flere bøger om emnet - dog ud fra et missionerende perspektiv, fx Boyd-MacMillan: Når troen koster mest, 2008, der adskiller sig væsentligt fra den aktuelle udgivelse.
En journalistisk reportage, der omhandler forfølgelsen af de kristne i den arabiske verden.