En kvinde findes dræbt af skud foran sin hytte. Hun levede et helt almindeligt, stille liv, og det skaber frygt blandt folk - især da tiden går uden at morderen findes. En krimi for alle der holder af nordiske krimier.
Anders Knutas leder efterforskningen, og selv om hans kollega og kæreste Karin Jacobsson er på barsel, kan hun ikke helt holde sig fra deltage. Også journalisten Johan og hans pressefotograf Pia bliver en del af opklaringen. Men så sker der flere drab og presset på Knutas og hans folk stiger. 18. bind i "Gotland-serien" af Mari Jungstedt.
Det er en pageturner af en krimi, og den lider på ingen måde af at være nr. 18 i serien; nærmest tværtimod. Man suges ind i handlingen og glædes over "gensynet" med Knutas og Karin og deres omgivelser; både privat og arbejdsmæssigt. Serien skal læses i rækkefølge for at kunne følge deres privatliv, mens krimidelen er enkeltstående for hver bog.
Jungstedts krimier kan læses på linje med andre svenske krimiforfattere som Camilla Läckber, Viveca Sten og Liza Marklund.