En social deroute i 1700 og 1800-tallet kunne hurtigt ende i tiggeri og tvangsarbejde, men før det kom så vidt gjorde man alt for at skjule sin fattigdom, ofte plaget af skyld- og skamfølelser. Med udgangspunkt i fattigdommens relative træk, gives et indblik i datidens skjulte fattigdom. For historieinteresserede.
I 1700 og 1800-tallets København var fattigdommen ikke kun et anliggende for den underklasse, der levede på sultegrænsen. En anden slags ubemidlede var "de husarme", hvilket betød at de var fattige, men at de ikke var hjemløse. De havde til gengæld skammen over at være fattig, for som Peter Wessel Hansen skriver, så bragte fattigdommen, præcist som i dag, social udelukkelse, skyld og skam. Samfundet kan være nok så rigt, men fattigdommen er relativ og den er umyndiggørende. Nok var tiden præget af kampen mod fattigdom, med bl.a. fattigdomslovgivning til følge, og sideløbende en lang række private filantropiske tiltag, men altruismens bagside indebar også magthavernes normer og idéer om arbejde, værdighed og ikke mindst religion. Wessel Hansen giver os et indblik i hvordan det var at leve på et eksistensminimum i datidens København, og trækker samtidigt linjer op til vor egen tid.
Veloplagt og grundig formidling om en populær tidsperiode. Wessel Hansen skriver levende og oplagt, med stor historisk viden, men nok så vigtigt også med psykologisk indsigt, og med en social indignation der klæder bogen.
København 1807 giver et indblik i samme periode.