Bøger / faglitteratur til børn

Den store bog om store monstre


Beskrivelse


Billedbog om 50 monstre fra alverdens myter og legender med fakta om udseende, evner og mytologisk oprindelse.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. feb. 2014

af

af

Signe Rugtved Andersen

d. 26. feb. 2014

Bogen kan bruges til (u)hyggelig oplæsning for børn fra omkring 5 år. De mindste kan dog have behov for at blive fortalt at monstrene er opspind, da det ikke fremgår af teksten. Kan først anvendes til selvlæsning fra omkring 10 år på grund af de mange svære ord. Flot forside med en ildspyende drage og informativ bagsidetekst.

På kraftige papsider præsenteres 50 sagnuhyrer fra alverdens myter og legender. Med farverige, muntre illustrationer og små tekster portrætteres uhyrerne kort, med fakta om fx udseende, evner og mytologisk oprindelse. På bogens adskillige folde-ud-sider, flere i 3-4 siders bredde, skildres udvalgte uhyrer med større billeder og uddybende tekst. I kapitler som "Drager og slanger", "Blandingsvæsner", "Havuhyrer" og "Behårede monstre" bliver sagnuhyrerne samlet efter fælles karakteristika, frem for mytologisk tilhørsforhold. Forfatteren har udgivet bøger indenfor blandt andet astronomi og mytologi og flere af hendes bøger er oversat til dansk. Illustratoren kender vi fra fx Den store bog om store dinosaurer.

Forlaget har udgivet flere store folde-ud-bøger som denne, fx Den store bog om store dinosaurer fra 2010, der har en næsten identisk opbygning og tilmed samme illustrator. For monsterglade børn - og voksne - kan Dr. Ernest Drakes monsterologi : den store bog om fabeldyr fra 2009 i høj grad anbefales.

Fin folde-ud-fagbog til børn, der giver en hurtig gennemgang af en række sagnuhyrer fra alverdens forskellige myter og legender.