En film primært for det visuelt og auditivt orienterede publikum, sekundært for dem med stor kærlighed til byen Rom.
Den aldrende Jep Gambardella færdes i centrum af den romerske kulturelite. Han ernærer sig som journalist, men lever højt på, at han skrev en bog, der tog kritikere og publikum med storm for 20 år siden. Den dekadente omgangskreds begynder at gå Jep på, og han fyldes af en nagende tomhed. Han søger en større skønhed og indhold i livet, men i sin søgen får han netop dyrket det iscenesatte, kunstige og vulgære. Filmen har ikke et traditionelt fremadskridende handlingsforløb, og det er uvist om Jeps søgen giver resultat. Filmisk er den som en række tableauer, som øjebliksbilleder, der er kædet løst sammen.
Filmen er en kærlighedserklæring til byen Rom og der er tydelige referencer til Fellinis La dolce Vita. Instruktøren Paolo Sorrentino stod i 2011 bag filmen This must be the place, som ligesom denne film handler om en søgende sjæl.
Det er en visuelt utrolig flot, eksperimenterende og til tider nærmest surrealistisk film, understøttet af en lydside der er helt fantastisk. Den lidt løsrevne handling, vil få nogle til at stå af, men det publikum, der kan lide storslåede scenerier vil nyde den.