Billedbog i A4 format. På den tid, da »ulvene tudede i skoyen og lossen lurede i træet« boede Ole med forældre, farmor, søskende, tjenestefolk og en enkelt husnisse på en gård, dybt inde i de svenske skove. Man fornemmer de barske vilkår dengang - 30 graders kulde - snestormen raser og vælter høje træer - ulve forfølger en skrækslagen landstryger. Udover disse dramatiske hændelser får man også et godt indtryk af arbejdet på gården - f. eks. tærskning med plejl - at man må tage den nyfødte kalv ind i stuehuset for at den kan overleve de mange kuldegrader. Men der er varme i bogens tekst og i de dejlige illustrationer, som fremragende udnytter sidernes store flader til situationsbilleder i dæmpede skønne farver. Det er en god oplæsningsbog for 6 årige, og den er ligeså velegnet for 9 årige, som selv kan læse teksten.